Vælg en side

Så er det vist tid til en update fra mig. Hold nu fest der er sket meget de sidste 2 uger. Livet som Crohn patient er bestemt ikke kedelig her i starter, der er jo en masse ting man får lov til “at prøve”. Her tænker jeg mest på de maskiner man får lov til at besøge.

For noget tid siden skrev jeg omkring min indlæggelse, det var en mega træls oplevelse. Heldigvis er jeg ved at være over den nu, den sidder måske stadig lidt i baghovedet. Men jeg er kommet til det punkt hvor jeg siger til mig selv “det var ikke min skyld det skete og jeg kunne ikke have gjort noget for at undgå det”. Det hjælper lidt på hovedet at have den bold fjernet. Det var jo egentlig meningen jeg skulle have lavet en MR-scanning den dag jeg blev indlagt, men af naturlige årsager kunne det ikke lade sig gøre der.

Jeg var derfor afsted i uge 32 for at få den lavet. Må indrømme jeg var lidt nervøs, for hvad nu hvis det hele bare skete igen og der ville komme et nyt lavaudbrud fra min røv! Heldigvis skete det ikke, jeg havde det fint om morgenen. Jeg kom ned på Svendborg Sygehus og må indrømme min nysgerrighed var stor. Jeg måtte lige ind omkring det toilet jeg havde smadret ved sidste besøg, bare lige for at tjekke om de nu havde kunne gøre det rent. Jeg må så også indrømme jeg ikke 100% kan sige hvordan det så ud før jeg gik amok med lava i kummen, men jeg syntes desværre jeg kunne se en smule rester på siden. Det er forståeligt for det må have været mega svært at få af. Egentlig havde jeg MEGET lyst til at finde den rengøringsassistent som havde stået med “lorten” den dag og havde fået jobbet med at gøre rent efter mig. Vedkommende fortjener i min verden en stor buket blomster. Så hvis du sidder derude så skriv lige, jeg gir’ en krammer og en buket blomster, du forjener det 🙂

Jeg kom hen på afdelingen og fik igen serveret 1 liter væske, som skulle drikkes på 1 time. Det smager af en form for vand med sukker, ikke den bedste ting at drikke, men heller ikke så slem som jeg havde frygtet. Det gled nemt ned og jeg fik drukket det hele. Nu var tiden kommet til at prøve scanneren. Jeg var faktisk ret spændt, hvordan ser den ud? larmer den meget? osv. Til min egen skræk fik jeg at vide der skulle lægges et drop hvor de kunne sprøjte noget kontrastvæske ind. Det var jeg ikke forberedt på… igen, mig og nåle… pis… nåh med det lykkedes da, de fik lagt drop dog sad det vildt dårligt så det gjorde lidt ondt, men jeg dødede jo ikke af det 🙂 Det var min tyndtarm der skulle scannes, så jeg skulle ligge på maven og have armene frem for hovedet. Det føltes som en evighed når man skulle ligge på den måde, det var ikke videre behageligt. Under selve scanningen skulle jeg på nogle bestemte tidspunkter holde vejret i både 20-30 sek hvor de så tog nogle billeder. Det gik faktisk ret nemt, selvom jeg havde frygtet denne del. Men hold nu kæft hvor sådan en MR-scanner larmer. For at få tankerne væk forestillede jeg mig selv som en form for Superman der var igang med at flyve ud og redde hele verden. I kan godt se det ikke? Mig der ligger der på et bræt, med begge arme foran hovedet og så ellers larm fra en MR-scanner. Med den rette fantasi kunne jeg faktisk få larmen til at blive til temaet fra Superman en énkelt gang 😉

Alt i alt tog det ca. 2-3 timer fra jeg kom til jeg var ude af sygehuset igen.

Dagen hvor jeg blev indlagt skulle jeg også have været igennem en knoglescanner. Det negative ved den medicin jeg får (Prednisolon) er, at den bl.a kan udvikle knogleskørhed. Derfor skulle der laves en knoglescanning, så man havde et udganspunkt og på den måde se om jeg var i risiko for det. Denne scanning blev selvfølgelig også udsat fordi jeg blev indlagt. Men i uge 34 kunne jeg få lov til at prøve den.

Jeg havde egentlig ikke nogle forventninger til hvad det gik ud på. Det lyder måske også voldsomt at snakke om forventninger. Men nu havde jeg jo prøvet både en PET og en MR-scanning så på en måde forventede man jo noget vildt så snart det hedder noget med scanning. Jeg blev hentet ind i rummet. Og for at være helt ærlig, det er en lidt “fesen” scanner. Det ligner jo på mange måder sådan en gammel scanner man har haft stående derhjemme og den larmer “næsten” på samme måde. Til gengæld er den overraskende hurtigt. 10 min efter stod jeg ude foran Nyborg Sygehus igen og var færdig. Havde ellers afsat det meste af dagen til det, for det var jo noget med en scanner, det plejer at tage tid 🙂

Dagen efter knoglescanningen skulle jeg til kontrol ved lægen. Det var rart at se ham igen, det var samme læge som havde udskrevet mig fra Svendborg Sygehus ved min indlæggelse. Vi snakkede kort hele forløbet igennem og jeg fik svar på alle mine prøver. MR-scanningen af min tyndtarm viste, som forventet, at der var betændelse. Ca 4-5 steder, derudover var der også betændelse i tyktarmen, det kunne man jo se på kikkertundersøgelsen. Og så var der en smule dannelse af mavekatar. Mine blodprøver viste at bakterieværdierne var på vej ned, hvilket jo var rigtig godt. Så nu skal jeg så småt begynde at trappe ud af Prednisolon, hvilket er jeg super glad for. Som sådan har jeg ikke haft nogle “bivirkninger” ved Prednisolon, tror jeg har været skånet for meget. Men jeg har utrolig meget akne dannelse i mit ansigt og på mine skuldre, dem jeg snakker med siger det ikke er så slemt, men jeg kan selv se en forskel og det er nok det der går mig på. Knoglescanningen var desværre ikke så god, den viste tegn på svagheder omkring det nederste af min ryg og mine hofter. Lige nu skal jeg fortsætte med Unikalk Silver tabletter, men på et senere tidspunkt skal jeg nok sættes i en form for behandling for knogleskørhed. Det er jo ikke den fedeste nyhed at få, men omvendt er det heller ikke noget der slår mig ud. Det er ikke et akut problem lige her og nu, men selvfølgelig skal der gøres noget ved det, og det ved jeg min læge nok skal tage stilling til når tiden er til det 🙂

Og hey i skal da lige have en mega god nyhed. Jeg har taget på 😀 normalt er folk ikke så glade når de tager på, det opfattes for mange som en negativ ting. For mig er det super fedt. Jeg har i 2 år tabt mig rigtig meget, faktisk alt for meget. Da jeg var længst nede vejede jeg 59 kg. I dag vejer jeg 67 kg. For mig er det MEGA stort og det får mig til at smile, for hold nu kæft det er fedt. Mit mål er at nå 73 kg, der er ikke så langt til det mål nu, det er fedt 🙂

Share This