Vælg en side

Efter jeg fik diagnosen “crohns” fortalte min læge mig, at jeg skulle have en MR-scanning af min tyndtarm fordi de ikke kunne se den del ved kikkertundersøgelsen. Derudover skulle jeg også have en knoglescanning pga. medicinen kunne udvikle knogleskørhed. Det var derfor vigtigt vi havde nogle værdier at gå ud fra så man kunne se om det blev værre. Dette var jeg egentlig ok med, jeg frygtede ikke nogle af de to skanninger, nu vidste jeg jo hvad jeg fejlede.

Jeg fik indkaldelse til begge to og fik også flyttet rundt på den ene så jeg kun skulle tage fri fra arbejde 1 dag. Syntes faktisk det gik super godt. På det tidspunkt havde jeg taget medicinen i 2 uger, mavekramperne var væk, toiletbesøgende var blevet bedre. Jeg kunne rent faktisk komme af med min afføring uden de store problemer. Appetitten var også kommet tilbage. Jeg kunne nu spise en stor portion morgenmad, jeg tog 2 gange til frokost og jeg kunne også tage 2 gange til aftensmad + holde ud at spise mellemmåltider. Det var helt vildt. Det havde jeg ikke kunne længe. Jeg var helt oppe at køre, medicinen virkede jo åbenbart og jeg var begyndt at tage på 😀

Et par dage før skanningerne fik jeg ondt i maven igen. Appetitten var der sådan set stadig så jeg troede faktisk bare det var fordi jeg var lidt nervøs, det bliver jeg desværre nemt når det handler om sygehuse, det er nok tanken om man ikke rigtig ved hvad der skal ske. Aftenen før fik jeg kvalme og var også ude at kaste op. Der var intet blod i min opkast, den var meget tyk, men umiddelbart det jeg vil kalde for normal, jeg lagde ikke mere i det!

D. 10 Juli 2014. Dagen startede som altid med et bad. Efter badet kunne jeg mærke jeg skulle på toilet, men det der skete kommer jeg aldrig til at glemme. Forestil dig et vulkanudbrud, der kommer ud igennem røven på dig. Hvor lavaen er udskiftet med blod og afføring der mest minder om tyk tjære. Lugten var så fæl og stærk at jeg næsten kunne kaste op. Toilettet var totalt smurt ind i det lort. Jeg blev pisse bange. Hvad fanden er det sker med mig. Jeg fik ringet til Nyborg Sygehus og snakkede med min kontaktsygeplejerske. Og da jeg jo i forvejen først skulle til Svendborg for at få en MR-scanning og bagefter til Nyborg for at få en knoglescanning aftalt vi, at jeg bagefter kiggede op på afdelingen, så de lige kunne se på mig. Dette var helt ok med mig, så vidste jeg der ville blive set på det.

Da vi kom ned på Svendborg Sygehus fandt min mor en kørestol til mig, jeg var simpelthen for træt til at kunne gå nogle steder, jeg blev kørt op til MR-scanningen. Vi snakkede kort med hende der skulle lave skanningen af mig. Jeg var nok lidt for stædig. For jeg ville gerne have den overstået når vi nu alligevel var dernede og jeg havde jo også taget fri til det, midt i ferieperioden. For at lave skanningen skulle jeg drikke 1 liter kontrastvæske, den kande var jo ENORM da hun kom gående med den. Jeg skulle drikke det på 1 time. Jeg fik drukket det første glas, jeg fik også drukket det andet glas, men så skulle jeg altså på toilet igen. Og det var samme resultat som om morgenen. Ren blod-lava der stod ud af røven, og Svendborg Sygehus blev sikkert et toilet fattigere (undskyld til dem der skulle gøre det rent, det har helt sikkert ikke været sjovt). Nu var jeg virkelig bange og jeg var endnu mere træt.

Vi aftalte med hende der skulle lave skanningen at vi droppede den og jeg fik min mor til at ringe til mave/tarm-afdelingen på Svendborg Sygehus. Efter hvad hun fortæller var de igen super søde at snakke med og tog det hun sagde seriøst. Lægen ville gerne indlægge mig, så vi trillede over til FAM på Svendborg Sygehus.

Vi blev mødt af en skide sød sygeplejerske, som var rigtig god til at få pulsen lidt ned, den galoperede jo derudaf med 130. Der skulle selvfølgelig lægges et drop.. fik jeg tidligere sagt jeg ikke kan li’ nåle? nåh men det drop skulle altså være der. Det var mega synd for hende for hun kunne bare ikke ramme en blodåre. Men det lykkedes til sidst. Min mor fik ringet til mit arbejde og forklaret dagen havde taget en lidt anden drejning end planlagt og de nok ikke skulle regne med jeg kom de næste par dage. Jeg elsker mit arbejde og er lykkelig for de igennem hele forløbet har været mega forstående og givet mig den plads og tid der skulle til. Lægen kommer ned på FAM for at tale mig, der skal laves den obligatoriske “finger i numse” undersøgelse (den metode bliver bare aldrig rigtig mig, ting skal kun komme ud derfra, der skal ikke presses noget op… og slet ikke en finger). Lægen ville gerne have lavet en kikkertundersøgelse på mig, men den slags foregår i Odense, så der ville blive bestilt en transport til mig… “Okay” tænkte jeg, så er der jo tjek på det.

Pludselig kommer der to ambulancefører ind på stuen. Jeg havde næsten regnet ud jeg skulle med en ambulance, så tog det egentlig ikke så tungt. Jeg vil lagt op på deres bræt, kørt ud til ambulancen, blev klistret til med kabler.. og hov der skulle lige lægges et drop mere i den anden arm også! Min mor fik nøglerne til min bil så hun kunne køre bagefter ambulancen. Sygeplejersken sagde det nok var bedst for det var ikke sikkert jeg kom tilbage til Svendborg i aften.

Ambulancen kørte stille og roligt ud på vejen.. og pludselig satte den de blå blink på!! Jeg lignede nok et stort spørgsmåltegn i ansigtet for den ene ambulancefører sagde “vi fik at vide det skulle gå stærkt det er derfor vi har blå blink på” – okay jeg blev lidt nervøs, men min mor blev endnu mere nervøs. Hun kørte jo i min bil bagefter ambulancen. Og pludselig satte den bare i udrykning og kørte af sted med 150 km/t.

Jeg ankom til OUH og blev kørt direkte ind på en traume stuen hvor der stod en læge klar til at tage imod mig. Jeg må indrømme jeg var pisse bange og tankerne fløj igennem hovedet på mig. Hvad sker der? Hvad vil de gøre ved mig? Overlever jeg overhovedet det her? Lægen fik hentet min mor ind på stuen da hun kom til OUH og jeg begyndte at tude. Jeg var fuldstændig smadret. Lægen var rigtig sød og god til at prøve at berolige os begge.

Efter noget tid blev jeg kørt op på en intensiv stuen for mave/tarm problemer. Som det altid er kom jeg midt i et vagtskifte, desværre!

Jeg kom ind på en 4-mands stue. Jeg blev placeret i venstre side med plads ud til gangen, der var kun et gardin for døren, hvis det ikke var trukket for kunne ALLE der gik på gangen se direkte ind på mig. Der lå jeg så. Ind kom en sygeplejerske, som jeg tror skulle have taget en fridag i stedet for. Hun var bestemt ikke særlig venlig at snakke med og jeg følte mig ikke særlig tryk. Hun snakkede nedladende til mig og de andre patienter på stuen. Min puls lå konstant på mellem 120-145 hele tiden og gang på gang kom hun over med en bemærkning om “at nu måtte jeg altså slappe lidt af, de havde jo tjek på tingene derinde” – havde jeg haft overskud til det havde jeg svaret igen, men jeg tænkte kun “dumme kælling, det kan du sgu sagtens sige”. Lægen kom ind, det blev besluttet der skulle lægges en “sonde” så man kunne se om der var frisk blod i min mave, var der det ville de lave kikkertundersøgelsen om aftenen og hvis ikke ville de vente til fredag morgen. Ind kom hende den sure sygeplejerske igen, og denne gang med forstærkning af en anden af samme slags. Hendes bemærkning “skal vi se at få det overstået” – Undskyld men få hvad overstået? Hvad er en sonde? Hvad skal der ske? – Til de af jer der ikke ved det kan jeg sige en “sonde” er en form for sugerør der bliver dyppet i noget creme og derefter stukket ind i din næse og derefter ned i maven. Sugerøret blev stukket ind næsen på mig, og så blev jeg ellers bare holdt fast for ned skulle det jo. Det var pisse væmmeligt. Jeg følte seriøst jeg var ved at blive kvalt. Spyttet og “mavesyre” stod ud til alle sider. Og hende den sure sagde “nu måtte jeg jo lige tage mig lidt sammen, så slemt var det jo heller ikk” – Igen havde jeg ikke haft et sugerør helt igennem næsen og ned i maven og samtidig havde problemer med at trække vejret. Så havde jeg slået hende i ansigtet!

Nåh men “sonde”-prøven viste ingen tegn på frisk blod. Så det blev en kikkertundersøgelse fredag morgen.

Natten var lang. Meeeeget lang. Hver 30 minut skulle der måles blodtryk, mit drop sad ikke så godt så hver gang den startede pressede det ret hårdt på droppet, så jeg kunne ikke falde i søvn. Da jeg lå på afdelingen med mistanke om “bløder-patient” måtte jeg ikke forlade sengen. Det vil sige hvis jeg skulle tisse eller bummelum, skulle det foregå i sengen. Jeg var heldig at være testperson for nogle nye engangsplastikposer, som skal bruges på det nye OUH. Det er en lille pose hvor “kanten” pustes op, posen placeres så på siden af sengen og så kan man tisse ned i den. Som udgangspunkt en god ide, dog skal man være ret mobil for at kunne bruge den. Min pose skulle hænge på højre side af sengen, og jeg lå jo som sagt helt ud til gangen. Det vil sige når jeg skulle tisse, skulle jeg vende kroppen ud mod gangen (døren) og ligge halvvejs ud over sengen med min “tisser” ned i posen. Nogle gange var jeg heldig at hende den sure kunne nå at komme og trække gardinet for, men ellers var der ellers frit udsyn til når jeg skulle tisse. Jeg var mega flov og syntes det var en ret “pinlig” situation at være i. Til sidst var jeg dog ligeglad, havde nærmest lyst til at tisse på gulvet, det eneste der holdte mig tilbage var, at jeg jo godt vidste det ikke var den sure der skulle gøre det rent, men rengøringspersonalet. Og dem havde jeg jo i forvejen lavet nok arbejde til nede ved MR-scanneren i Svendborg.

Natten gik og jeg fik ca 1-2 timers søvn. Jeg blev vækket ved der skulle tages nye blodprøver… igen… nåle.. Det skal dog siges at hun var rigtig god til det, det gjorde ikke ondt 🙂 Bagefter ringede jeg til min mor for at sige godmorgen og sige jeg var ok. Derefter blev jeg hentet, jeg skulle til kikkertundersøgelse. Det var en pisse sød portør der hentede mig, hun havde ikke været der så længe så snakken gik på hvor stort OUH egentlig og jeg skulle køres helt over i den anden ende. Hold kæft hvor var det dejligt bare at snakke om noget andet og jeg slappede mere af. Tak til hende.

Nede ved undersøgelsen blev jeg også mødt af nogle flinke sygeplejerske og en rigtig sød læge. De var gode til at forklare hvad der skulle ske, kikkerten skulle ned igennem munden osv. Jeg kendte den jo godt, så jeg var faktisk ret tryk ved at skulle igennem den og de var søde til hele tiden at fortælle hvad der skete. Jeg følte mig tryk. Undersøgelsen viste ingenting, der var ikke blødninger fra maven. Altså måtte problemet være i tyndtarmen, som endnu ikke havde været igennem MR-scanneren.

Nå tilbage på afdelingen, hende den sure var heldigvis taget hjem, fik en fra dagsholdet, ingen problemer, hun var sød. Lægen kom ind, undersøgelsen viste som sagt ikke noget og den nye blodprøve viste også at blødningen var stoppet. Så de ville gerne overføre mig til Svendborg Sygehus igen… YES.. var min første tanke. Hende den sure havde bare ødelagt det ophold!

Turen gik tilbage til Svendborg, denne gang i en taxa. Jeg kom op på mave/tarm afdelingen og for pokker hvor var det rart “at være hjemme” igen. Alt var helt nede på jorden, ingen stress, flinke sygeplejersker. Jeg fik nærmest at vide med det samme at jeg ikke behøvede at lægge mig for godt til rette, for de ville måske sende mig hjem på “orlov”, jeg skulle bare lige snakke med en læge først. Og han ville da anbefale jeg satte mig op i deres cafe for der var udsigten pænere end på stuen. Det gjorde jeg. Efter noget tid kom min læge ind i cafeen, der var kun mig så vi kunne ligeså godt snakke derinde. Vi fik snakket hele forløbet igennem, der blev justeret en lille smule på min medicin. Og vi aftalte jeg kunne tage hjem. Og så komme og få taget en blodprøve mandag d. 14 juli, så vi lige kunne se om alt var på vej i den rigtige retning. Derudover ville han bestille ny MR-scanning/knoglescanning til mig.

Nu sidder jeg her, det er tirsdag d. 15 juli. Jeg kom hjem fredag aften. Jeg har været træt siden jeg kom hjem, men hver dag er det blevet bedre. Appetitten er kommet tilbage. Toiletbesøgende var i starten sorte (det fik jeg at vide det ville være de første par dage), men i dag var det en helt normal “pølse” der kom ud 🙂 Jeg var nede og fik taget min blodprøve, værdierne er på vej i den rigtige retning, min blodprocent er stadig lidt for lav, men lægen vil ringe senere så vi kan få en snak om det videre forløb. Alt i alt går det godt. Hende den sure sidder dog i baghovedet, den oplevelse ville jeg gerne have været foruden.

Mine tanker går mest på. Hvad var det der skete? Hvorfor skete det? Sker det igen? Hvis ja, hvornår? Og hvad kan jeg gøre for at undgå det sker igen…

Share This