Vælg en side

Jaja jeg ved det jo godt.. det er pisse lang tid siden jeg har skrevet noget herinde. Det er jo ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, for det har der – der er sket rigtig meget. Men lysten har bare ikke været der, eller jo det har den, men jeg har bare hellere ville bruge min tid på noget andet.

Måske kender du det, når man har det dårligt, så tænker man utrolig meget over tingene – sin sygdom – men omvendt, når det går godt, så tænker man (jeg) sgu ikke ret meget over det, så er det ikke noget der fylder i min hverdag. I får lige en hurtig update – og så LOVER jeg at blive mere aktiv herinde, du vil også finde ud af senere HVORFOR jeg bliver mere aktiv 🙂

Der er ro på!

Jeg tror faktisk ikke jeg skrev det i mit sidste indlæg (host i marts 2015!) – men jeg er skiftet over til imurel. Efter hvad jeg kan forstå er det ret forskelligt hvordan man reagere på det, så jeg var ret spændt. Men jeg har det faktisk rigtig godt. Jeg har (7-9-13) ikke været ramt af anfald siden foråret i 2015. Det vil sige over 1 år uden anfald. Det er jo for vildt. Jeg har ingen bivirkninger ved imurel, i hvert fald ikke lige nu. Jeg går til kontrol på Nyborg Sygehus hver 6 måned. Får taget blodprøver hver 3. måned og så har vi en aftale om, at hvis de ikke ringer om prøverne så er alt fint og hvis jeg ikke ringer til dem så er det fordi jeg har det godt. Så i vores verden er det “intet nyt er godt nyt” – vi skiftes sådan lidt til at ønske god sommer eller god jul 🙂

Det er så lækkert der er ro på sygdommen – ulempen er at jeg stinker til at huske min medicin. Jeg har haft et par gange hvor jeg har glemt at tage den i næsten en uge, hvor jeg så kan mærke der begynder at komme noget, men hvor jeg har kunne redde den. Det er jo lidt sjovt – da jeg havde det dårligt var der intet problem med at tage medicin – men nu når jeg har det fint og ikke i min dagligdag tænker over jeg har crohns så glemmer jeg det simpelthen. Men omvendt ser jeg det også som et godt tegn, da jeg på den måde viser jeg ikke lader mig påvirke af sygdommen, men jeg bliver jo også bare nødt til at tage det ellers får jeg det bare dårligt igen. Jeg har opdaget, at hvis min morgenrutine kikser, så glemmer jeg pillerne – så det handler lidt om at gøre det samme hver morgen, så jeg husker dem. Det er noget jeg må arbejde på 🙂

Vægten

Jeg vejer stadig 79kg 😉

Jobbet

Jeg har sgu sagt mit job op siden sidst. Faktisk gjorde jeg det allerede i november 2015 og havde så sidste arbejdsdag i slutningen af december. Jeg er gået fuldtid i mit eget firma. Jeg vil ikke bruge tid på at fortælle hvad vi laver, det kan du selv læse på www.tiger-productions.dk – og hvis der så er noget du vil vide er du velkommen til at skrive eller ringe 🙂

Jeg har været super glad for min tid ved Electrolux, især hele håndteringen omkring min sygdom har været fantastisk. Det var utrolig dejligt at være et sted, hvor der var respekt og accept for at jeg nogle dage havde en lortedag, hvor jeg enten blev nødt til at blive hjemme eller ikke kunne arbejde 100% når jeg var der. Jeg ved det ikke er alle steder de er sådan.

Og hvordan har det så påvirket min sygdom? Det er svært at sige 100%, men jeg har i hvert fald ikke haft nogle udbrud/anfald siden jeg startede. Så det er jo et godt tegn. Det fede her er, at jeg har en større frihed end jeg havde før. Er der en dag hvor der er lidt svært at komme fra toilettet om morgenen, jamen så kan jeg møde lidt senere og jeg kan arbejde hjemmefra. Så det føles bedre og knap så stressende som at skulle passe et alm. arbejde. Omvendt giver det da også nogle ekstra tanker, da jeg nu selv skal sørge for at tjene min egen løn og selv har ansvaret for det.

Ja jeg bliver mere aktiv

Måske har du allerede set det ude på forsiden – altså den lille nedtælling til “Tour de Paris” – og hvad er nu det for noget? Jo det skyldes simpelthen jeg er kommet med på Team Rynkeby Odense holdet. Jeg er MEGA stolt over at være med. Det bliver rigtig hårdt og vildt sjovt. Her en af de næste par dage vil jeg lave et indlæg som handler om det og ikke mindst HVORFOR jeg bruger tid og kræfter på projektet.

Alt for denne gang

Det var alt for denne gang. I morgen tager jeg på Ungekoloni sammen med CCF i Kerteminde. Jeg ved faktisk ikke om man må komme med i det år man bliver 30 – hvis ikke så er det sidste gang jeg kan deltage. Øv, det har været alt for kort tid. Jeg må snakke med nogle af de andre om at lave et “Semi-voksen kursus/koloni”, for 1 dag på voksenkursus er altså ikke nok 🙂 Jeg vil prøve at lave en opsamling efter weekend på hvad vi har lavet, så i kan læse lidt om det. Og så selvfølgelig om Team Rynkeby projektet. Skriv endelig hvis der er noget du vil vide.

 

Share This