Vælg en side

Her er lige lidt baggrundsinfo, så det “måske” er lidt bedre at forstå der forløb der gjorde jeg fik diagnosen “crohns”. Så hænger nogle af de ting jeg vil skrive fremover måske også lidt bedre sammen.

Vi skal ca. 2 år tilbage, hvor jeg begyndte at lægge mærke til der var nogle ting ved min krop, som ikke helt rigtig fungerede. Eller det vidste jeg faktisk ikke på det tidspunkt, men i dag kan jeg godt se der var nogle signaler jeg ikke lyttede til.

I år 2012 vejede jeg 82 kg. Jeg syntes selv det var lidt for meget, jeg fik mig meldt ind i et fitness center og fik mig også meldt ud igen da det ikke var noget for mig. Derefter fik jeg lov til at låne min onkels racercykel, jeg kørte dengang en del km hver uge. Og alt var umiddelbart helt fint, jeg begyndte ligeså stille at tabe mig, hvilket jo var dejligt for det var det jeg gerne ville.

Samtidig var jeg begyndt at få mavekramper og toiletbesøg var typisk længere end andres da det tog noget tid “at komme af med det hele”. Det nævnte familien ofte i en sjov bemærkning, og ja det gjorde (og gør) jeg også i dag, når jeg går på toilet er det først med en kommentar “er der nogle af jer der skal derud før mig?”, bare lige for at advare dem om at det nok kommer til at tage lidt tid.

Nåh, men jeg var som sagt begyndt at tabe mig, problemet var at jeg også tabte mig selvom jeg INTET lavede. Jeg stoppede med at dyrke motion (cykle) og alligevel tabte jeg mig.

I år 2013 var jeg nede på ca 74 kg og jeg fik en byld ved “røven”, ca 2 cm fra udgangen. Det gjorde sindsygt ondt. Jeg har aldrig oplevet så stor smerte før. Jeg blev indlagt på Svendborg Sygehus og samme dag opereret. Metoden var, at man skærer bylden op, tapper væske ud, og så skal det ellers bare have lov at hele igen. Det gik egentlig okay, problemet var bare at det ikke helede som det skulle. Der løb en form for “væske” ud hele tiden, hvilket gjorde at jeg altid havde en form for “rest lort” siddende i mine underbukser. Kald det bremsespor, bare knap så store. Snakkede med nogle læger på Nyborg Sygehus, og der blev aftalt en ny operation hvor såret skulle skæres op igen og hele forfra.

Jeg begyndte efterfølgende at tabe mig mere og mere, stadig uden jeg dyrkede nogen former for motion. Jeg fik oftere mavekramper og det var svært at gå på toilet og komme af med det jeg nu skulle. Jeg havde svært ved at spise, appetitten var simpelthen væk. Om det var noget psykisk ved jeg ikke. For på en måde vidste jeg jo godt, at når jeg spiste så skulle det også ud igen, og det havde jeg jo problemer med. Mavekramperne tog til, jeg fik dem oftere og oftere, det begyndte at koste sygedage på arbejde. Problemerne med at komme af med afføring gik over til også at være opkast. Fik jeg for meget ned i maven kom det simpelthen op igen helt af sig selv.

Jeg blev faktisk ret bange for hvad faén der var galt med min krop, og det var nok på tiden jeg gik til lægen med det. Ja det skulle jeg have gjort for længe siden.

I maj 2014 kontakter jeg min egen læge omkring problemerne. Jeg var på dette tidspunkt nede på ca 61 kg. Jeg fortæller ham samme forløb som det du lige har læst. Han siger ikke så meget, men jeg kan godt se hvad han tænker. Der bliver akut bestilt en tid til Svendborg Sygehus hvor de skal finde ud af hvad det er jeg fejler.

2 dage efter sidder jeg på Svendborg Sygehus. Og lægen nævner ordet “kræft” som en mulighed. Det helt store cirkus bliver derfor sat igang. Jeg bliver sendt til en PET-scanning i Odense og skal derefter vente nogle dage før jeg ville få svar. Hold kæft nogle lange dage, tankerne fløj rundt i hovedet på mig, var jeg købt eller solgt. Familien blev nødt til at have besked om jeg havde været til den undersøgelse og det “måske” kunne være kræft, men jeg stadig ikke vidste det. Det var derfor også virkelig fedt at komme ned til lægen igen og beskeden det er ikke kræft. Pyyh.

Nu skulle jeg så videre i systemet, for vi vidste jo stadig ikke hvad der så var galt. Jeg blev derfor henvist til Nyborg Sygehus, hvor jeg kom til samtale med en virkelig sød læge. Det var vildt fedt at opleve den måde hun lyttede til hvad jeg sagde, ikke at de andre læger ikke gjorde det, men jeg følte vare at det jeg sagde blev taget seriøst og de var klar til at hjælpe mig.

Der blev bestilt kikkert undersøgelser. En der skulle ned gennem munden og en der skulle op bagfra. Min første tanke var “jeg håber sgu ikke det skal ske samtidig”, og så røg tankerne så over på hvilken syrede gyserfilm man ville kunne lave ud fra det. Nåh men undersøgelserne blev bestilt.

Den gennem munden var jeg ikke nervøs for, den havde jeg prøvet før (havde et blødende mavesår i 2010, jeg aner ikke om det kan relateres til min crohns). Men den der skulle op bagfra var jeg ret nervøs for, men sagde også til mig “det skal bare overståes”. Dagen før skulle jeg faste, hold kæft en lang dag. Jeg var så dum at tage på arbejde. Skal jeg have sådan en undersøgelse igen holder jeg fri den dag jeg skal faste. På pakken med afføringsmiddel stod der man skulle regne med toiletbesøg ca. 3 timer efter. Der gik en del flere timer ved mig, men da der først kom gang i den….. hold da kæft. En ting er at man ikke har spist hele dagen, men så skal man også sidde på toilet, det var ret hårdt og jeg fik ikke sovet meget den nat.

Dagen kom til selve undersøgelsen. Jeg må indrømme jeg var pisse nervøs, men havde heldigvis min Mor med. Det hjælper altid når mor er i nærheden. Undersøgelsen var på Nyborg Sygehus, og igen må jeg bare sige hold kæft nogle søde sygeplejesker og læger de har. Jeg blev mødt at en rigtig sød sygeplejerske som stille og roligt fortalte mig hvad der skulle se, om hun havde set jeg var pisse nervøs og derfor tog hensyn til det skal jeg ikke kunne sige, men det gjorder lige det hele lidt lettere. Jeg kom ned til rummet med de “super seje røv/mave kameraer”. Først skulle jeg have den der skulle ned gennem munden. Lægen havde humor, jeg blev sprøjtet i munden med det lokalbedøvende middel så man næsten ikke kan synke eller snakke og lægen spørg “hvad arbejder du egentlig med”. Jeg tror det er en typisk læge humor, for tandlægen gør det samme 😉 Men igen super sød læge og mega sød sygeplejerske der var ved undersøgelse. Det hele foregik stille og roligt og ALT blev forklaret. Selvom jeg var nervøs følte jeg mig virkelig i gode hænder.

Derefter op på stuen hvor jeg lige skulle komme til mig selv. Et stykke tid efter blev jeg kaldt ind til lægen…. han havde fundet ud af hvad der var galt med mig.

D. 24 juni 2014 fortalte lægen mig jeg havde noget der hedder “Crohns Sygdom”. Han kunne ved undersøgelsen se min mave så fin ud, men jeg havde betændelse ved indgangen til min tyndtarm og i min tyktarm. Hvor meget der var i tyndtarmen kunne han ikke sige for der kunne kikkerten ikke nå op (tro mig, det føltes som om den kom hele vejen op), men det ville en MR-scanning kunne vise (hvad der skete ved den MR-scanning skal jeg nok skrive i et andet indlæg). Lægen lagde en plan for hvad der skulle ske og jeg fik nogle foldere med hjem fra CCF og hvad sygdommen egentlig var for noget, så jeg havde lidt at læse i. Dette var faktisk meget godt for jeg havde glemt meget af det da jeg kom hjem igen.

Samme aften sad jeg i sengen og læste nogle af de papirer jeg havde fået med hjem og søgte på nettet. Jeg ville gerne vide hvad det egentlig var for noget det her. Tankerne gik gennem hovedet. Nu ville jeg for altid være bundet til denne sygdom, jeg vil jævnligt skulle igennem nye undersøgelser. Hvilke bivirkninger kan den medicin have, som jeg bliver nødt til at tage.. Og jeg ville helt sikkert skulle have taget blodprøver med jævne mellemrum…. pis… jeg er BANGE for nåle, altså som i virkelig bange for nåle.

Efter lidt læsning meldte jeg mig ind i CCF. Tilmeldte mig deres side på Facebook, fandt nogle grupper, hvor andre der har den samme sygdom mig er med i. Læste nogle af de ting som de havde skrevet. Og hvor var det fedt at se jeg ikke var alene (det vidste jeg jo godt jeg ikke var, men alligevel føler man sig lidt alene når man får sådan noget at vide).

Nu sidder jeg her. 27 år gammel. Har fået konstateret en kronisk tarmsygdom. Jeg aner ikke hvordan den vil påvirke mit liv, men den skal ikke ødelægge det. Jeg vil lærer at leve med den og så må vi se “hvad pakken indeholder”.

Jeg har altid været meget “åben”. Jeg mistede min far da jeg var 14 år og har derfor et rigtig tæt forhold til min mor og søster hvor vi taler meget om tingene. Jeg tror det var den måde vi kom igennem sorgen på i forbindelse med min fars død. Jeg er aldrig kommet over den sorg, men jeg har lært at leve med den. Og det skyldes især at jeg altid har været meget åben omkring den. Derfor er det også naturligt for mig at være åben omkring min sygdom.

Derfor har jeg også valgt at dele den her…

Share This